Kan projekthotellet være vejen frem?
Skrevet af Emilie Fuglsang
Har du også oplevet udfordringer med at finde lokal arbejdskraft, der besidder de specifikke kompetencer, projektet kræver? Vi hører fra flere samarbejdspartnere, at projekthotellet som fleksibel arbejdsmodel imødekommer et eksisterende behov.
Med sin indbyggede fleksibilitet åbner samarbejdsmodellen dørene til det gode, faglige og menneskelige match, som ikke er bundet op på geografisk placering af opgaven eller konsulenten. Her deler vi et par indsigter fra arbejdet med projekthotellet.

Kerneudfordringen ved rekruttering
Projekthotellet er en fleksibel arbejdsmodel, hvor specifikke faglige kapaciteter bliver matchet med et projekt, uafhængigt af den geografiske placering. Vores samarbejdspartnere har ofte behov, der kun kan blive mødt af det helt rigtige match – såvel menneskeligt, som professionelt.
Der går ofte dyrebar tid og ressourcer med at finde den rette kapacitet i nærområdet. Endnu værre går det, hvis matchet ikke er rigtigt. Når vi skal afklare behovet hos samarbejdspartnerne, gør vi vores bedste for dialogen afspejler opgavens omfang, både målt på indhold og tid. Vi sætter menneskelig forståelse først, men vores faglige baggrunde bidrager også til at projekthotellet har en sparringsdimension – konsulenterne kan få sparring i opgaverne undervejs, hvis de arbejder fra INNO3-kontoret i Aarhus.

Fungerer også som klyngeløsning
Erfaringer med projekthotellet som med konsulenterne på billedet – enkeltkonsulenter på enkeltopgaver med en vis varighed – er ikke den eneste måde vores samarbejdspartnere har brugt projekthotellet på.
Vi har faciliteret klyngeløsninger med flere konsulenter på samme projekt, i forskellige delopgaver. I visse tilfælde har INNO3 også haft projektstyringsansvaret på vegne af kunden.
Fordelen ved dette større setup er, at vores konsulenter ofte har arbejdet sammen før. Et sammensat team af flere INNO3-konsulenter kan hurtigt få et godt overblik og gå til opgaven. Derfra afstemmer vi behovet for at være hos kunden – dvs. om arbejdet foregår delvist hos kunden.